Til forsiden klik HER.

Jeg har modtaget en dokumentmappe, med masser af dokumenter og mange billeder, herunder familiebilleder, soldaterbilleder, - en lille bog hvor der er skrevet op til flere vers. Sågar også et frihedskæmperarmbånd, så vi har noget vi kan være nedenstående taknemmelig for.

Det er en mappe der har været med på et loppemarked, men arrangøren mente at mappen gjorde mere glæde hos familien.

Dokumentmappen er fra Emil Vilhelm Martens og Petra Edith Martens.

Emil er søn af Anna Martine Sabinsky.

Jeg vil nu stille og roligt gennemgå denne mappe og vil se om der dukker noget spændene på.

Gør der det vil det komme her på sabinsky.dk siden.

Har du kommentarer til ovenstående, bedes du kontakte mig.

erik@sabinsky.dk

Det formodes, at billedet er fra Holbæk.

Tilsendt af Finn Larsen

Ovenstående foto er blevet farvebelagt

EFTERLYSNING

Jeg er blevet kontaktet af en økonomisk rådgiver, der spørger om jeg kender denne maler. Se billedet herunder.

Jeg kender ikke sammenhængen, hvorfor de spørger til dette billede, Jeg har skrevet til dem for disse oplysninger.

Firmaet ligger i Sydafrika og har navnet: TCS ADVISORY & COMPLIANCE (PTY) LTD.

Firmaet skriver: (Jeg vil i næste mail, bede om et navn)

Jeg leder efter nogle oplysninger om en kunstner, der underskrev hans/hendes malerier som "Sabinsky".

Jeg købte maleriet fra en kunstauktion i Sydafrika et stykke tid sidste år. Da jeg så det på auktionen, skabte det straks min interesse på grund af dets unikke og progressive charme for sin æra.

Se billedet herunder af et maleri dateret 1926 underskrevet af nævnte kunstner. Kender du måske kunstneren?

Hvis du vil se firmaets hjemmeside klik HER.

Kan du hjælpe med oplysninger om dette billede bedes du skrive til erik@sabinsky.dk

Læs mere tekst under billedet.

En bekendt på Facebook skriver, at det måske kunne være Cheslav Genrikhovich Sabinsky -

1885-1941

Cheslav Genrikhovich Sabinsky, studerede i MUZHVZ (1903-08). 1904 kunstner-dekoratørmåtte. Fra 1908 arbejdede han i film, grafisk designer af en række K.-f. Fra 1916 fungerede han som instruktør, koreograf K.-f. "Den ældste Vasily Gryaznov" (1924); "byen i ørkenen" (1933, V. Yakovlev); "Dnepr i ilden" (1937) og andre. forfatter og medforfatter af scenarierne, de skabte film. I 1937-40] scenario otd. K.-St. "Lenfilm".

Født: landsby Villabruna, Wilcosky County. I årene 1903-1908 studerede han på Moskvas højere kunstskole for maleri, skulptur og arkitektur. Siden 1904 - kunstner-designeren af ​​Moskvas kunstteater, i biografen i 1908. Han var leder af den kunstneriske del af Moskva-grenen af ​​firmaet pathé brothers company, Timan og Reinhardt, leder af kunstafdelingen og direktøren derefter partnerskabet I. ermoleva. Deltog i produktionen af ​​over hundrede film, skrev manuskripter. I 1937-1940 var en metodist og redaktør for scenarieafdelingen "Lenfilm".

I anledning af 250-årsdagen for opførelsen af Hólar-katedralen (24. november 2013), blev der skrevet og opført et teaterstykke som blandt andet omhandler murermester Jóhann Christoph Sabinsky, der rejste fra Danmark til Island for at bygge Hólar-katedralen i det nordlige Island.

Sabinski. Skeletlængde ca. 30-40 min

1.þáttur

• Introduktion. Læs. Middelalderligt musikspil
• Starten af ​​Hólastadir.
• Kirkerne og deres skæbne.
• Biskopperne, der stod ved dem
• Beslutning om opførelsen af ​​Holocaust, lærer Island at bygge en sten, hæve en konge, Skúli Magnússon
• Fortalt fra Thurah og Sabinski

Musik .. temmelig let ca. 30 sek.

Fortæller 1: Det er i 1757. Her er vi på Hólastað, hvor biskopstolen blev sat i 1106 og Jón Ögmundarson, den vokale unge mand fra Fljótshlíð, dedikeret til biskoppen. Der er opført mange Gudshuse i Holar. De har været af forskellige typer, men alle de mest fremragende huse af Gud.

Fortæller 2: Først skal Oxa Hjaltasons kirke tælles, den blev bygget omkring 1050, 56 år før den bispelige trone blev sat i Holar. Oxa-kirken blev bygget i midten af ​​det 11. århundrede og siger i Jóns historie om det hellige, at kirken har været den mest under tagede i hele Island, og at Oxi har tilbudt hende en masse rigdom. Men denne kirke varede ikke længe, ​​fordi den blev bytte til ild "med al dens udsmykning og Guds hemmelige dom".

Fortæller 1: Et andet Holocaust blev bygget efter 1050, Om endnu et Holocaust er ikke meget kendt bortset fra at det varede i dagene af Jón Ögmunds søn.

Jón Ögmundarson havde ikke siddet på Holar i en kort stund, da han havde overtaget kirken og opført på sin plads "stor kirke og mægtig". Før bygningen var der en mand ved navn Þóroddur Gamlason, "som var den mest velstående på det tidspunkt i Island." Der er ingen kilder til størrelsen på Jónskirkja-kirken, men mange tyder på, at den lignede størrelse og form som de næste to kirker i Hólar.

Fortæller 2: Jörundur Thorsteinsson blev biskop i Holar i 1267 og tjente i 46 år. Han byggede en kirke omkring 1300-tallet og "pyntet med ure og ornamenter og mange andre dyrebare skatte." Denne kirke var en trækirke. Det varede indtil 27. december 1394, da det styrtede "med en så mærkelig begivenhed, at hvert træ knækkede. Der er intet at redde der undtagen billeder og hellige domme

Fortæller 1: Rødbånd overtog biskops kontoret ved Jörunds død. Audun var nordmand, bærer en stensmede og brækkede en klippe ud af Holabird og flyttede hjem. Han begyndte opførelsen af ​​en stenkirke, som det var sædvanligt i udlandet, men tog ikke tid til at afslutte arbejdet.

Peter Nikulássons kirke, Peters kirke, bygget efter 1394, antages at have været den mest storslåede katedral i Hólar og anfører i kilder, at den var 50 alen lang. Derefter, nord for foråret 16. november 1624, kollapsede kirken og faldt ned i haven.

Fortæller 2: Da Peters kirke blev grundlagt, blev biskop Guðbrandur Þorláksson en gammel mand og en dreng. Halldóra havde sin datter ansvarlig for stedet og al den lokale forældremyndighed. Halldóra var en stor skolastisk og sendte sin søsters søn Thorlák Skúlason derefter skolemester og senere en biskop til Danmark for at købe i en ny kirke. Opførelsen af ​​en ny kirke blev afsluttet fuldt ud i 1627 og kaldte altid Halldóruk kirke. Björn Jónsson fra Skarðsá skriver i midten af ​​1600-tallet, at Halldóras kirke var "både et stort hus og bemærkelsesværdigt, så der er ikke sådan noget i Island."

Fortæller 1: Men står nu ved døren for at opføre en kirke i stedet for Halldóruk kirke, som har været her i 130 år.

Der skal nu tages problemer på arbejde og bygges af et mere holdbart og holdbart materiale end tidligere kendt. Denne gang transporteres ingen større storme over havet. Nu skal der bygges en sten… en sten fra Hólabyrdah, bjergfoldfolden, der holder Hólra på knæene. Nye skikker kommer med nye mestre. Skúla Magnússon, den tidligere kommissær for Skagfirths og siden landmåleren, har lykkedes at tiltrække kongen af ​​Danmark, Frederick V., til den fjerne, fattige nation længere nord i havet, som hører til hans storhed.

Fortæller 2: Den nyoprettede juridiske værge skriver et brev til King og anmoder om et budget

Island. Kongen adresseres af ordene om, at islændinge er en fattig nation langt fra deres konge og solen. Landets tilstand kan ikke ændres, men Kongens nåde kan stadig redde landets fattige indbyggere og føre dem til fremskridt.

Skúli bad derefter om omkring 6000 dollars for at oprette et fabriksdistrikt i Reykjavik samt et andet.

Frederick V., kongen af ​​Danes forgæves hjerte blev så rørt over hans lighed til solen, at han ikke kun accepterede Skúlis anmodning, men hævede donationen til $ 10.000 over hele linjen i protest

deres embedsmænd. Kongens barmhjertighedssol skinnede fortsat i de næste par år, og farvelmidler flydede fra statskassen til Skúlis projekter på Island. Og foran hans overraskende lurvede lande havde Skúli The Guardian snart bygget en lille landsby i Reykjavik og fik et stenhus bygget i Viðey - den første i landet.

Fortæller 1: Men solens stråler nåede flere vinkler.

I 1756 blev der fremsat forslag til kongen om opførelse af et andet stenhus, katedralen på Hólar i Hjaltadalur. Målet var som før fremskridt - at lære folket et stenudkast. Kongen var stadig villig til at skinne sit lys. Hver enkelt kirke i de nordiske lande blev pålagt en skat for at finansiere bygningen, og Danmarks mest berømte arkitekt i det attende århundrede og Kongs arkitekt Laurids de Thurah fik i opdrag at designe strukturen. De islandske reformatorer foreslog, at kun en murer blev sendt til at udføre arbejdet, så Islændinge lærte håndværket. Først et år senere var alt klappet og klar og muret på vej til Island. Hans navn var Jóhann Sabinsky og ankom til Hólar i begyndelsen af ​​1757.

Afsnit 2 Musik ... ikke særlig grumset ... 15sek fuglesange, påfugle10 sek.

• Sabinski mødes i området. Forbløffet over placeringen af ​​bispedømme og kirkebygningsplaner. Spekulerer på, hvordan man gør jobbet. Kender stenbruddet i Holabird. Forudsiger arbejdsstyrken. Har modtaget ordrer om, at landmændene skal gøre arbejdet.

Sabinski: Bakker i Hjaltadalur ... biskopsrådet for nordmennene ... hvordan tænker en klog mand på at nedlægge et bispesæde her i denne dal?

Jeg får at vide, at hullerne er på sporet. Det kan bestemt være, men hvilken slags jævel, der skal efterlades. Bjerge og strømførende floder, hamrede dale ... og så går folk denne fodgænger eller på disse små heste. Men der benægter ikke, at udsigterne over bjergene er smukke, selvom jeg ikke har den vane at være i stand til at røre ved bjerget, hvis jeg strækker min hånd .. ikke sikker på, at jeg får et halvt uigennemsigtigt åndetæppe i denne smalle dal.

(kigger rundt, ser på bjergene)

Det skal være en hård nation, der bor i dette land. Jeg får at vide, at islændinge er stædige og spændende .. denne hensynsløse natur må have formet deres temperament gennem århundreder, hun har ikke altid været blid mod mennesket med indbyggerne i dette kolde land.

Island! Det får mig bare til at krybe bare for at nævne dets navn!

(udvider tegninger på bordet)

Jeg håber, at modstandsdygtigheden og udholdenheden hos de landmænd, der skal bygge denne kirke under min kontrol, kommer godt med, fordi denne kirkebygning ikke vil være en let opgave. Skønt intet andet end at hente alt byggemateriale, denne vidunderlige røde sten, der er rigelig her oppe på bjerget, som jeg får at vide. Jeg forstår, at naturen har bevaret Hólastads smukkere og holdbare byggematerialer end der kan bestilles fra andre lande.

Jeg må stadig sige, at jeg udfører arbejdet ganske lidt. Kirken Thurah har tegnet, og jeg får i opdrag at bygge er ingen konstruktion, skønt mindre end den er her, Halldór Church.

Men hun kan helt sikkert huske sin smukkere elefant, da hendes skæbne venter på at give plads til den nye stenkirke. Herren giver mig helbred og udholdenhed til at gennemføre dette arbejde så godt.

Fortæller 1: Denne første vinter af Sabinski's i Holar blev arbejdet med stenbrud i Holabird.

Den røde sten blev sprængt med pulver og derefter bragt hjem på en vogn og slæde, når frost var i jorden. Stenen blev derefter hugget ind i huset på stedet.

Lyd: Stonewall sladder, utilfreds i afstanden ca. 10-15 sek.

Fortæller 2: Sabinski fandt snart ud af, at det arbejde, der blev tildelt ham, ikke fungerer korrekt.

Han skriver danske kirkelige myndigheder og afviger ikke fra sin opfattelse af arbejdsstyrken. De er nødt til at vide om menighedens opførsel på Island, og kongen af Dan skal underkaste sig hans underordnede.

I brevet hedder det:

Sabinski: (læser brevet) "Det er umuligt for mig at fortsætte med folk, der har så små arbejdsdragter, og som også er så fantastiske, at de ikke rører ved nogen skabte genstande, før de har tyknet deres vanter, og de er glider og doven, og hvis du ikke holder øje med dem, vil de sidde eller lægge sig. Sådan prøver de deres tålmodighed, fordi de taler som om de var kongefødte og ikke løber efter noget eller nogen. ”

Fortæller 1: Det blev temmelig tykkere i danskekongen, da han hørte, at Hólastadar-arbejderne nægtede at banke sten undtagen på et højt køb - og med gratis mad derudover. På et hurtigt svar svarede den enkle Donau-magt til Sabinskis tale med et officielt direktiv:

Sabinski: (Læs brevet) "Vi har bestemt følt os godt, at almisserne i de næste amter i Holar skal forblive, som det gør med de almindelige mennesker i vores stater, at udføre en sådan offentlig indsats for intet og uden betaling".

Jeg tror ikke, at dette direktiv vil blive populært hos landmænd, hvis jeg kender dem rigtigt.

Fortæller 2: Det var almindelig praksis i Danmark for landmænd at udføre deres deltidsarbejde, skønt det var lidt brugt på Island. På det tidspunkt var indtægterne fra kirkeskatten i de nordiske lande (som var specielt markeret Holocaust Church) også brugt til andre behov.

Derfor gjorde intet andet end den utaknemlige bønder omkring Hola stensten til at bygge en ny katedral og lærte noget nyttigt undervejs.

Sabinski: Det vil være interessant at møde repræsentanterne for landmændene, der er blevet inviteret til mit møde for at diskutere organisering og gennemførelse af arbejdet. Alle af dem skal adlyde glæden ved deres konges opfordring til nationale gerninger.

(Sólveig kommer med brød og vin på bakken. Sætter på bordet og læner sig over. Sabinski ser anderledes på hende, men griber ikke videre. Inkluderer hendes mad)

• Kontakt en landmands synspunkt og modtag ikke gode underskrifter. De borer først ned, mener, at de ikke bør søge råd hos dem, mener, at arbejdsstyrken kommer fra kongen. Sabinski gør det klart, at de stadig vil gøre arbejdet i henhold til kongens direktiv.

(Sigmund og Helgi, gode landmænd, går ind i kirken, temmelig hjemlig, dårligt klædt og forkælet. Overvej brødet og vinen nøje. Sabinski ser på dem med noget forundring og hilser dem med en hånd.)

Helgi: Ja, vær venlig tømrer, vi er her repræsentanter for landmænd i distriktet (Sigmund nikker alt, hvad Helgi siger) Hvad velsigner tømreren med kirkebygningen? Jeg forventer, at han vil søge råd hos os her med de lokale om, hvordan arbejdet skal udføres, og hvad der skal gøres med optionen og lotteriet til tømreren. Det påpeges dog, at vi skagfirsk-landmænd ikke agter at tale dansk jargon med arbejdere, der måtte komme her.

Sabinski: Arbejdere er her? Her et behov for at korrigere misforståelser. Ingen arbejdere kommer hit udefra. Vores konge har beordret landmænd i provinsen at gøre jobbet.

Sigmundur: (Gonen i Sabinski) Lokale landmænd i regionen? Gør arbejdet? Hvordan?

Weekend: Landmænd i provinsen? Gør arbejdet? Nu er det måske ikke tilfældet. Det er ikke hver dag, du får chancen for at tjene et skud.

Sabinski: Nej, min herre, det er slet ikke gemt på den måde. King beordrer derefter, at landmændene arbejder på kirkebygningen i regi af ministeriet under en mindre kontrol.

Weekend: Jeg er nu helt forhindret i at forstå dette råd. Forventer konger, at vi landmænd forlader vores godser og fora for at slå klipper her på Hólastað?

Sigmundur: Ja, stenblokke .. slå stenblokke .. Jeg ved ikke bedre end torvet har været nok for os islændere til at bygge huse op til dette punkt ... der er måske en måde at skære et torv på ... men slå stenblokke ... noeeeei ... ikke.

Helgi: Jeg kan fortælle dig, kære stenhugger, at hvis en konge agter at gå denne vej, de ikke vil svede blodet med sten og genoplade, forventer jeg snarere, at de er ret smertefulde, fordi de er forpligtet til at arbejde med tvang.

...........................

Fortæller 1: Det viste sig, at landmændene havde truet Sabinski. Alt gik på ryggen, og folk arbejdede hårdt. Faciliteten var ikke god.

Ifølge en nutidig kilde troede arbejderne, at det var ”en smertefuld sæson og en vanskelig tid at grave og bære stenene. De troede, at det ville være bedre at tjene på Brimaholm. " De blev hverken forsynet eller serveret

Huller og blev liggende i bondehuse der. Det har antagelig været en mening

de fleste af dem ville være blevet dømt til svig uden at have fornærmet.

Lyd: Stonewall sladder, utilfreds i afstanden ca. 10-15 sek.

• Bønder dovne. Sabinski håbefuld om arbejdet. Vil forelske sig i pigen, der tjener ham.

Den unge pige kommer med mad og øl i en kande.

• Sabinski beslutter at belønne landmænd med tobak og spiritus. Arbejdet begynder at gå bedre.

Sabinski: Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med disse irriterende landmænd. Efter samme skik vil det tage mindst 10 år at bygge kirken.

(Sólveig kommer ind med en bakke og vinflaske. Sabinski tager hånden og ser på hende.)

Sabinski: Her kære frøken bragte mig mad og drikke hele mit væsen her, og jeg kender ikke engang dit navn.

Solveig (genert) Jeg hedder Solveig.

Sabinski: Solveig. Jeg må sige, at jeg er mere glad for at se dit ansigt end den bonde private vagter, der ikke holder sig væk fra at adlyde kongens bud.

(Kysser på hånden. Solveig læner sig ud)

Fortæller 2: Nu måtte Sabinski tage hans råd. Han forventede, at Kirken aldrig ville komme med den samme fortsættelse. Efter disse få måneders ophold blandt islænderne havde han lært lidt om deres nationale sjæl. Han åbnede en konto hos monopolhandleren på Hofsós og købte både oral tobak og spiritus. Derefter blev der oprettet et incitamentssystem. Disse stenkastende arbejdere forventede aftenstemning; tobak og lige

spiritus. Så til sidst begyndte arbejdet at aftappe, men gik langsomt, selvom kongen snart afskedigede Sabinskys anmodning og sendte flere maraudere til stedet.

Landmænd vender tilbage til Sabinski

Weekend: Velsignet være den ærede murer. Jeg vil nu tillade mig at klage over disse nærværende muredrenge, der foregiver at være højere placeret end hos landmænd. De jager os frem, som om vi på ingen måde er en ny arbejdsstyrke.

Sigmund: Ja, og derfor vil jeg gerne påpege, at tobaksdosis er meget faldet, og spiritusdosis er så lav i dosis, at det næppe føles som en smag at gøre en mand så lovende.

Sabinski: Jeg vil gerne minde dig om, at spiritus og tobaksdosis er i forhold til ydeevnen hos Sigmundur, så måske kunne du forvente at tage en lidt sund hånd. Hvad angår det nye murværk, er de vant til, at folk ikke lægger sig ned og ser andet arbejde, her må de alene lægge al deres energi ud, så dette velsignede hus nogensinde, vil komme op.

(Helgi og Sigmundur forlader motorhjelm og forlader scenen)

Sabinski: Hvornår skal folk forstå, at jeg blev ansat her som murer og ikke som inspektør? Hvorfor skal jeg stå i konstante skænderier med arbejderne, arbejde med den ene hånd og kæmpe med den anden.

Jeg er som enhver anden elendig tyr, der prøver at være syg for at beskytte mit omdømme og ære.

Fortæller1: Kirkebygningen skulle tage tre år, men tog faktisk halvdelen af ​​tiden. Sabinsky siger selv i sine breve, at der var en kontinuerlig krigstilstand i mandatperioden; I april 1762 skriver Sabinski.

Sabinski: ”Jeg ville ønske, at jeg var færdig med kirken i morgen, og jeg skulle være forsigtig med ikke at vende tilbage til noget andet. Nat og dag er jeg rastløs, om dagen arbejder jeg som en slave og om natten tvivler jeg på, at jeg står. Spydene står fra mig i alle retninger for mig at blive inspireret.

(Sólveig kommer ind. Sabinskis fortvivlelse. Stryger sit hår. Han tager hende i armene.)

Sabinski: Hvordan kan en sådan smuk blomst komme ud af denne karrige jord i en dal, hvor solen ikke ser ud om vinteren, og hvor vinteren er så uendeligt lang.

Min kære Sólveig. Du har været min ægte solstråle i mit ophold her. Og det har bestemt ikke noget, når landmænd og naturkræfter har været det tyngste for mig.

Sólveig: Kære ven, forbered dig på slutningen af opførelsen af dette gode Guds hus, der vil holde dit navn i luften i århundreder fremover. Men mere vil minde dig her på Hólastadur, fordi jeg bærer dit barn under dit bælte.

Sabinski: Åh, du forundrer min pige, vi tre, jeg, du og vores lille barn forsvinder herfra efter dette arbejde, væk fra dette kolde land, du kommer med mig til Danmark, hvor smør drypper fra hvert halm og de naturlige kræfter ikke spiller mennesker og stum så grå som her i dette karrige og kolde land.

Sólveig: Til Danmark! Jeg har bekræftet, at det er godt at være der. Jeg vil bestemt gerne følge dig der kære, det er trøstende at vide, at du ikke forlader os, når dit arbejde er gjort her. Det ville helt sikkert være godt at komme væk fra de vanskeligheder og anden uro, der har hersket her og dræbt hele menneskelivet i drømme, ødelagt rodet og forårsaget elendighed og elendighed.

Afsnit 3

• Pigen opdrager barnet. Forældrene taler på en realistisk, men følelsesladet måde.
• Barnet bliver sygt og dør, også moren (tjek kirkebøger).
• Opførelsen af kirken for det meste afsluttet. Sabinski besegler sit arbejde (ofring, dedikation) ved at mure sit barns krop i kirke væggen.

En skik i sit hjemland .. overvejet at bringe velsignelse til strukturen .. det intakte og uskyldige barn.

• Sorg for pigen og barnet
• Nyd en elegant bygning på et usandsynligt sted? Adskillelse af bygherrer

Musik, snarere deprimeret 10-15 sek.

Fortæller 1: Det er efterår 1762. 5 år er gået siden Sabinski kom til Holar. Kirkebygningen er endnu ikke færdig. Den længste tid var gået med tvangsarbejde, da udstyret var dårligt. Landmænd kom ikke inde i rækkehuse, men kunne lejes på et snævert sted i udhusene.

Sólveig, Sabinskis forlovede, har født deres baby. Hun er et pindebarn og får navnet Johanna Dorothea.

Pigen er ekstremt pasty og dør ved 16 dage gammel.

(Sabinski og Sólveig vises på scenen)

Sabinski: Forsynet kunne ikke engang give os puslespillet om at have et sundt og sundt barn her i disse vanskeligheder og kampe. Her sved jeg blodet ved at bygge Guds tempel, og han fratog mig velsignet vores lille barn.

Sólveig: Guds måder er uforklarlige ... Vores lille pige bliver ikke bekendt med et bedre liv i et andet land, måske har det aldrig været for hende alligevel.

Sabinski: Der kan være et eller andet formål med dette lille uskyldige barns død. I mine hjemlande antages det af befolkningen, at det ville være godt, at et banelegeme blev bygget i muren i store strukturer ... en stor velsignelse vil følge disse bygninger, og det vil beskytte dem mod stød og uheld. Det menes, at ungt liv og uspoleret medførte en magt, der bedst ville garantere holdbarheden af ​​en sådan konstruktion.

Sólveig: Mit kære dyr, vil du vægge vores barns krop ind i væggen?

Sabinski: Min kære Sólveig, selvfølgelig kan vi begrave vores lille pige på kirkegården, men hvis biskop Gísli er enig i, at vi gør hende lodret i kirkens væg, vil hun velsigne dette hus, så længe det er i live, og hendes hukommelse vil være udødelig i generationer. ud.

Sólveig: Det er måske ikke værre i væggen end her i haven, og det er trøstende at vide, at hun vil give dette hus, som du har lagt dit liv og din sjæl i at bygge, en velsignelse for altid og altid ... Men .. Jeg synes stadig, det er så skræmmende tænkning at kende hende i den kolde og hårde væg.

Sabinski: Ja, min kære ... men måske har antagelsen betydet denne rolle for hende. Vi vil lave hende en inskription og lægge på væggen, uanset hvor hendes hvilested er. Denne epitaf vil være den første ting, der kommer til at tænke på, når man går ind i kirken. Denne epitaf vil blive bevaret for evigt, så længe denne stærkbyggede gudshus står.

Sådan ville hendes bogstav stå.

(Musik ... lyst men ret trist)

(Sabinski sætter sig ned og skriver bogstavet. Sólveig står med ham. Musik spillet nedenfor).

Sabinski-lektion: Her er jeg, stakkels orm, der ligger i hvile i mit soveværelse, jomfru Johanne Doretee Sabintzki Docter. Født den 26. oktober 1762: døde den 11. november: 1762.

Solveig: Men kære ven, du ved, at jeg ikke forstår denne sag! Fortæl mig, hvad det betyder.

Sabinski: Hendes gravsten Vores Jóhanna tolkes på denne måde på islandsk.

Her ligger jeg et lille barn og hviler i en lille celle. Jomfru Jóhanna Dorothea Sabinskysdóttir, blev født den 26. oktober 1762, døde 11. november 1762.

Fortæller 1: Lille Johns legeme blev muret ind i kirkens vest væg. Hendes bogstav sprænger med gæsterne i Hólad Katedral, når de kommer ind i søjlen ..

Ved afslutningen af kirkebygningen var den begyndt at kaste, og hun havde taget 6 år i stedet for tre. Den 14. september 1763 var kirken fuldstændig færdig. Det hedder, at bedømmere føler murværket som det inderste og problemfrit arbejdet.

Fortæller 2: Blandede følelser rører ind i Sabinskis bryst, når han kommanderer Hólastað og den mægtige kirkebygning.

Sabinski: Her har jeg bygget en katedral, udskåret sten og belastede vægge, vægge og dekorerede lofter. Det er blevet påpeget, at denne bygning pryder Island.

Jeg har lovet min sjæl og sundhed at komme med dette mægtige Guds hus. Jeg håber, at det får et længere liv, men kirkerne, der har stået her gennem disse århundreder, har haft et bispestue på huller, kirker, der enten har brændt eller brændt. Jeg stoler på, at tilstedeværelsen af min lille uskyldige pige i væggene vil bringe dette smukke Guds tempel velsignelse i århundreder.

(Sólveig kommer ind i turist. S tager sig af skuldrene)

Nu venter vores Sólveiger på et skib i Kolkuós.

Gå godt Hólastaður.

(Musik ca. 15 sek. Ikke særlig tung)

Björg Baldursdóttir

Et spørgsmål handler om kostumer, musik, iscenesættelse .. du kan have kor og kirkeskibe som scene.

Forestil dig naturlige lyde og musik (middelaldermusik der passer til) i baggrunden. Mursten, sladder og landmænds klager (tegnsætning)

Instruktør: Sigurbjörg B Ólafsdóttir, María Gréta Ólafsdóttir Björg B

Lydmand: Bjarni Dagur Jóhannsson?

Tegn og spillere:

Fortællere: 1. Agnar i Miklabær 2. Bjarni Mar?

Sabinski Simmi i Brekkukot

Repræsentant for landmænd 1-2 landmænd

Helgi Thor, Kristján på Island?

Pigen (barnets mor) Oddný Ragna Palmad

Flere mails modtaget i februar 2020

Hej Erik!

Mit navn er Leif Grunert 

Vedr. mit forhold til Almegårds Kaserne, var det sådán, at min far SKULLE  passe sit arbejde som batterichef - for 1. batteri - i artilleriet, som Kaptajn.

Altså - kom jeg til Almegård, med vores hund (hanhunden Sofie), hver gang vores mor, skulle på Diakonissestiftelsen - for at blive opereret - for "ét - eller andet".

NÅR - dér - fik jeg naturligvis - MANGE - måltider i officersmessen -, med samvær med de andre officerer - -, bl a, Hr. Sabinsky - -, B.B. Larsen, Due Bøje osv..

Dér blev der ikke talt om  "optrin", voldsomheder - eller skandaler, samtalerne fortoner sig, da dét jo - ikke ragede mig, og jeg hørte ikke efter, da min far havde slået FAST - AT DER VAR TAVSHEDSPLIGT om ALT hvad der blev talt om - - -. 

Dog - husker jeg, - at "Tommy" / Obersten - var en flink fyr, og "Tommeliden" / hans kone - havde flotte ben, og var en smuk kvinde - - -.

Jeg husker - dog også -, at Hr. Sabinsky var noget "luren" på dét, med "de underjordiske", i Klemensker, som ikke kunne li´ luftværnsbatteriet, og "straffede netop dém, med at sørge for, at der ALTID skéte "noget dårligt" / evt. en ulykke, såfremt blot én bil - eller ordonnans, kom inden for kommunegrænsen -.

Han nægtede - at tro på dét med "de underjordiske", men jo - bøje sig for kends-gerningene - og passe på sine soldater.

Han havde - således ALLE kollegaernes + oberstens velsignelse, til at køre UDEN OM Klemensker -, når det var i tjenstlig medfør - -.

Obersten - dén gang - var Hr. Thomsen / Tommy, som man kaldte ham - i messen. En hyggelig mand, som kom en del - i mit barndomshjem, og "Tommeliden, som var hans - kønne hustru, og flink ved børn - -.

Han var sessionschef, da jeg var på session, og spurgte ind til familien.

Mente - at jeg var den fødte artillerist, men - desværre - (heldigvis) - havde jeg brækket min højre fod, og blev "forbigået" - et år -. Næste år, sad han der - fannermaj - igen, men jeg slap - med civilforsvaret / § 31. Heldig - -.

Dér ud over - husker jeg B.B. Christiansen, og Due Bøje, som også var batteri-chefer, og hyggelige folk - i messen - -.

Hej fra Leif 

Ligeledes fortalte pens. rektor Uglebjerg på Kalundborg Gymnasium mig, at han kort efter at have bestået studentereksamen blev indkaldt til aftjening af værnepligt i Holbæk.

"Kendte De så kaptajn Sabinsky?" spurgte jeg lynhurtigt.

"Ja, selvfølgelig!" svarede han smilende, og så så vi indforstået på hinanden. Yderligere kommentarer var overflødige.

Det formodes, at billedet er fra Holbæk.

Tilsendt af Finn Larsen

Nogle af befalingsmændene på Holbæk kaserne fortalte også om ham. Han ønskede sine soldater kørt meget hårdt og blev en dag sur på sin NK (næstkommanderende), fordi denne ikke var tilstrækkelig hård over for soldaterne. Han skældte sin NK ud, så han rystede over det hele, og sluttede af med at give ham ordre til at hjælpe stuevagten med at pudse vinduesruder.

Den stakkels fyr blev så skræmt, at han til soldaternes morskab

gav sig i kast med at udføre den for en overordnet meget

ydmygende ordre. Snart efter ansøgte han om forflyttelse til

et jysk regiment, hvilket blev bevilget. Garnisonskommandanten

oberst P.A. Hedeager skulle nu finde en anden NK, der kunne bide

skeer med kaptajn Sabinsky, og valget faldt på en anden kaptajn

ved SAR, nemlig min senere chef, major H.K. Pedersen.

Denne, der dengang endnu kun kaptajn, var fast besluttet på ikke at lade sig kyse.

Et par dage inden jeg afrejste, var jeg på skydebanen, hvor jeg skulle være assistent for min nu tidl. chef, der skulle vedligeholde sin evne til at skyde med maskinpistol. Jeg var smilende og muntrede ham op, men han var tydeligvis noget beklemt og forlegen. Som hjemsendt mødte jeg sidenhen ham og hans officerer på færgen fra Kalundborg til Århus. "Vorherre bevares!" udbrød jeg uvilkårligt, da de kom brasende ind i den salon, hvor jeg havde taget plads, og de fór ud igen med min tidl. chef i spidsen! I sept. 1967 tilgik jeg nu som radiooperatør min gamle enhed.

Befalingsmændene fortalte, at kaptajn Sabinsky tit alarmerede sine soldater om aftenen og lod dem rykke ud på Holbæk fælled, hvor han sørgede for, at de rigtig blev svinet til, så de bagefter så ud som rigtige soldater. Det var der så andre soldater på Holbæk kaserne, eller måske snarere i Sofielundslejren i fælledens nordøstlige hjørne, der lagde mærke til.

De stillede sig op og gjorde sig lystige over kaptajn Sabinskys soldater, der endnu engang skulle tilbringe en nat på fælleden med at svine sig til. Da de hen på morgenen traskede trætte og slukørede tilbage fra øvelsen, lod kaptajn Sabinsky dem træde an og sagde til dem: "Dem, der gjorde grin af Jer i går aftes, de ligger nu derinde og sover. Jeg ved ikke, hvad I vil gøre, men jeg ved godt, hvad jeg selv ville gøre, hvis nogen havde vovet at grine ad mig, når jeg blev kommanderet ud på en hård øvelse. Træ-æd af!!"

I samme øjeblik, som denne kommando lød, var de unge soldaters træthed naturligvis som blæst bort. De stormede ind på belægningsområdet, trak de sovende soldater ud af deres senge og køjer og sørgede for, at de kom med udenfor og blev svinet grundigt til. Det medførte naturligvis en storm af klager, som kaptajn Sabinsky afviste ved at spørge, om de overfaldne ikke var soldater - endda danske soldater - og om de ikke kunne forsvare sig selv. Måske var det efter den episode, at han blev overflyttet til LVA på Bornholm!

Det formodes, at billedet er fra Holbæk.

Tilsendt af Finn Larsen

Major H.K.Pedersen spurgte mig ved lejlighed, vist kort før efterårsmanøvren Absalon 67, hvorfor jeg var kommet tilbage. 

"Manglende anlæg, hr. major!" svarede jeg. "Så fik De jo ret!" 

fortsatte han og hentydede dermed til, at jeg, da han meddelte mig, at jeg var udtaget, netop havde sagt, at jeg ikke mente mig kvalificeret som befalingsmand, hvad han omvendt havde ment, at jeg var. "Tja-a!" 

svarede jeg med et smil, men røbede intet om, at mine overordnede i Ringsted nok anså mig for at være en Sabinsky-klon!

Jeg skrev så til H.K. Pedersen et andragende om pga. uddannelse på DtH (i dag DTU) at måtte vente med aftjening af de sidste to af den på daværende tidspunkt 14 mdr. lange værnepligt. H.K. Pedersen var vist lidt charmeret af min frækhed, men afviste min begæring med ordene, at én måned var alt, hvad han ville strække sig til. "Det er så også i orden. Jeg kan godt klare mig med én måned!" sagde jeg, og så skrev jeg med kontoristens hjælp et nyt andragende på én måned. Det røg ind til Forsvarsministeriet, der imødekom ansøgningen under forudsætning af, at jeg var villig til at aftjene min værnepligt ved at tage vagter hver lørdag-søndag i stedet for at tage hjem. "Jeg giver Dem 48 timers betænkningstid!" sagde H.K.Pedersen. "Det behøver jeg slet ikke!" 

svarede jeg. "Jeg accepterer på stedet!" "Sig i det mindste til Deres forældre, hvad De er gået ind på!" H.K.Pedersen var tydeligt rystet. 

Adelgade 109 København