Vi er nu

27

medlemmer.

Bliv medlem

klik HER.

FAMILIEN

SABINSKY

HJEMMESIDE!

 

Kan DU hjælpe?

EFTERLYSNINGER klik HER.

Her er 87 sider med informationer om Sabinsky familien, i Danmark og i udlandet. Indholdsfortegnelse klik HER.

Vi ønsker oplysninger om hvornår vi er kommet til Danmark og hvor i verden vi kommer fra?

Kan du komme med oplysninger billeder eller andet

i forbindelse med vores store familie?

Alt har interesse.

Skriv til redaktøren:

erik@sabinsky.dk

Prøv at finde en slægtning på www.sabinsky.dk.

Klik HER.

Dette er side 82

Peder Madsens Gang i indre København

Justine Wilhelmine Amalie Wolf

og

Johan Christoffer Sabinsky

boet i

Peder Madsens Gang.

Siden er sidst redigeret

27. november 2016

Her lå Peder Madsens Gang

 

Som nævnt har

 

 

 

 

 

 

 

 

Johan Christoffer Sabinsky

og

Justine Wilhelmine Amalie Wolf

har boet i

Peder Madsens Gang.

 

1832

Ungkarl og Arbejdsmand

Johan Christopher Sabinsky,

32 Aar gammel, opholdt sig

Peder Madsens Gang No. 306 Garnisons (19)

 

Justine Wilhelmine Amalie Wolf,

30 Aar gammel, opholdt sig

Peder Madsens Gang No. 306 Garnisons (19)

 

Redaktøren har valgt, at indsætte beskrivelser og billeder

fra dette legendariske sted.

Dels på grund af personerne,

men også på grund af beskrivelserne som fortæller

noget om hvordan det var at leve den gang i København

fra 1630 til 1876.

Læs mere herunder diagrammet.

 

Klik på diagrammet hvis du vil se det i højere opløsning.

Tegneren Peter Klæstrup har søgt at fange nattelivet i

 

Peder Madsens Gang.

Det var præget af de mange bordeller, der indtil 1869 fandtes i den smalle gyde.

 

De prostituerede var en del af gadebilledet og levede side om side med gydens øvrige beboere.

 

Tegningen findes i P. Klæstrup: Det forsvundne Kjøbenhavn, 1873.

 

Peder Madsens Gang – gaden der forsvandt

Folk flyttede til andre boliger i byen

Peder Madsens Gang – gaden der forsvandt

 

En af det gamle Københavns smalle gyder var

Peder Madsens Gang.

Skummel og stinkende lå den tæt op af det mondæne kvarter omkring Kgs. Nytorv.

 

I Peder Madsens Gang var ikke meget anderledes end i store dele af byens øvrige kvarterer. Fælles for dem var overfyldte boliger, åbne kloakker, stinkende latrinsystemer,

sygdomsepidemier, fattigdom og prostitution.

Det var også i Peder Madsens Gang, at sanering og byfornyelse afsatte sig sine første spor.

Renovering af de smalle gyde afspejler dermed også starten på en proces, der skulle forvandle den gamle middelalderby til den moderne storby, som København er i dag.

 

 

Uddrag af

Peder Madsens Gang

beskrevet af

Mette Mortensen.

 

Kvindeliv i Peder Madsens Gang.

 

 

En undersøgelse af udvalgte kvinders vilkår, strategier og muligheder i en københavnsk gade omkring 1870.

 

Redaktøren håber ikke at Mette Mortensen har noget imod, at værket gengives her på vores hjemmeside.

 

Hvis du vil læse hele værket

KLIK HER

 

----------ooo0ooo----------

 

Peder Madsens Gangs historie.

 

Ligesom der er Dyr, hvis Instinkt anviser dem Dynd, Møddinger, Aadsler og anden Uhumskhed til Opholdssted, saaledes er der jo aldeles ingen Tvivl om at der er Mennesker, med hvem det Samme er Tilfældet.

 

Befolkningen i Peder Madsens Gang, Husværter som Lejere, vilde, forjagne ved Expropriation eller frivillig fortrukne derfra, ikke søge det Lys og den Luft, som Menneskekjærlighed vil anvise dem; men de vilde søge andre Kroge og Huler, hvor de findes, og vrage hine Goder; fordi man blev af med Gaden, blev man ikke af med Befolkningen og dens Maade at leve paa, men den kom i det Højeste til at leve under en lille Smule bedre Forhold, og bedst er det vistnok i hvert Fald ogsaa, at den spredes. (Fædrelandet, 14 juli, 1871).

 

Så overlegent kunne en skribent fra den liberale avis Fædrelandet udtrykke sig om Peder Madsens Gang i 1871, og denne holdning til gaden og dens indvånere har han ganske sikkert ikke været alene om.

 

Den snævre gade med de faldefærdige huse stødte op til byens fornemme hovedstrøg, Østergade, hvor der var menneskevrimmel fra morgen til aften.

De spadserende damer og herrer kunne kaste et blik ind på den mørke gade og skabe sig en forestilling om livet derinde. Forestillinger som de kunne få bekræftet i aviser som Fædrelandet, hvor skribenten i artiklen fortsatte med at fremstille gaden som: Skjul for al Slags Elendighed, Armod og Snavs, for Last og Brøde, og et Brændpunkt for fysisk og sædelig Smitstof. (Fædrelandet, 14. juli, 1871).

 

Om disse mennesker virkelig kendte til forholdene i gaden kan betvivles, men en af de få bedrestillede borgere, der gjorde, var kvarterets distriktslæge Ferdinand Frederik Ulrik (1819- 1917). Foruden sit lægelige hverv var Ulrik både politisk og socialt engageret og stiftede i 1865 den første kooperative byggeforening i Danmark: Arbejdernes Byggeforening, der bestod af arbejderne fra B&W -værftet. Endvidere sad han i Borgerrepræsentationen fra 1867 -73 og i byens Sundhedskommission fra 1868 -87.

Alle steder arbejdede Ulrik for en forbedring af byens dårlige boligforhold. (DBL, 521-523).

 

I 1871 fik han i kollegaen Emil Hornemanns tidsskrift Hygiejniske Meddelelser trykt artiklen Kan Peder Madsens Gang betragtes som et Sygdoms Focus her i Staden?

Heri påviste han sammenhængen mellem den ringe boligstandard,

gadens overbefolkning og den dokumenterede overdødelighed.

 

I artiklen kommenterede F. F. Ulrik det paradoksale ved, at fattigmandsgaden Peder Madsens Gang lå placeret klods op ad det fine promenadestrøg: Paa mig selv har det altid virket overordentlig nedstemmende at see paa den ene Side af Svane- Apothekets Port i en ustandselig Strøm drage forbi alt, hvad vi besidde af luksus, Forfinelse og Rigdom, medens, indenfor samme, usunde Boliger, Nød og Kummer ere nærved at decimere en ulykkelig Befolkning!. (Ulrik 1871a, 27).

 

F.F. Ulriks påvisning af de slette forhold, og det at en ny form for tyfus, Typhus exanthematicus, var opdaget i gaden, førte til skriverier i de fleste liberale aviser. Både Dagbladet og Berlingske Tidende opfordrede til at få gaden fjernet og det indledende citat fra Fædrelandet viser, at dennes redaktion var enig i kravet.

 

På baggrund af Sundhedspolitiets arbejde og Ulriks påvisning af at gaden var et fokus for sygdomme, nedsatte borgerrepræsentationen den 4. september 1871 et udvalg,

om skulle overveje, hvad der kunne gøres til forbedring af de sanitære forhold i Peder Madsens Gang.

 

Den 8. november kom en betænkning på baggrund af flertallets ønske om at udvide Peder Madsens Gang til en 12 meter bred gade.

 

To håndværksmestre nåede at byde på ombygningen af gaden,

inden det til lejligheden stiftede,

Det Kjøbenhavnske Byggeselskab,

endte med at overtage ombygningen.

 

Den vedrørte ikke blot Peder Madsens Gang,

men også det gamle hotel d’Angleterre

og nedrivningen af Hovedvagten.

 

 

Ombygningen fandt sted i årene 1873- 1876 og omfattede en udbygning

af den gamle hotelbygning samt opførelsen af de to nye gader:

Ny Østergade og Hovedvagtsgade.

(Petersen 1982, 145-146).

 

I de dokumenter, jeg har haft adgang til, synes der ikke at have været nogen protester over nedrivningen. Det er egentlig meget tankevækkende set i forhold til i dag, hvor der er klare regler for genhusning som følge af saneringer. Ikke mange synes at have bekymret sig om,

at nedrivningen af de mange små huse ville gøre beboerne husvilde.

 

Når vi i dag kan undre os og måske blive forargede over en sådan tilsyneladende tankeløs handlemåde, peger det på en nutidig forventning om, at alle uanset placeringen på den sociale rangstige har grundlæggende rettigheder, der beskytter mod den form for intervention, som fratagelsen af en bolig er.

 

Set i et retrospektivt lys peger nedrivningen af Peder Madsens Gang mod den udvikling, som kom til at præge byudviklingen. En udvikling mod den segregerede og funktionsopdelte by hvor centrum var til ’pæne mennesker’, repræsentation og forlystelse og derfor ikke kunne rumme en gade som Peder Madsens Gang. Den passede netop ikke ind i billedet af den velordnede by. Det kaotiske slumkvarter var et vidne om en dunkel formørket fortid, hvorimod prestigebyggeriet i Ny Østergade symbolsk pegede mod fremtiden.

Nedrivningen af Peder Madsens Gang og ombygningen af kvarteret omkring er et godt eksempel på den liberalistiske tro på handlekraftige mænds evne til at generere forandring.

 

Afstanden mellem de stort anlagte huse i Ny Østergade blev hele tolv meter. Solen kunne derfor frit bade de stukprydede facader i sit lys, og beboerne i de nye store lejligheder fik mulighed for at ånde frit og nyde en udsigt,

der næsten var blottet for mindelser om de tidligere beboere.

 

Som en rest lå blot Pistolstræde og det lille Pistoltorv endnu tilbage, samt det gamle Svane Apotek hvis lange sidefacade oprindeligt tilhørte gangens eleganteste del,

men af Illustreret Tidende i 1876 blev beskrevet som faldefærdig med en

gavlbeklædning, som var blevet sammenlignet med ”Hefteplaster”.

 

Peder Madsens Gang, blev opført omkring 1630 i Christian d. IV’s regeringstid

og var en af flere smalle gader, hvoraf andre kendte var:

Nissegangen,

Didrik Badskærs Gang,

Prammandsgang,

Trompetergangen,

Peder Rohdes Gang,

Malerens Gang,

Smedens Gang med flere.

 

Alle var de opført efter det samme mønster med mange lejemål presset sammen på lidt plads

og ofte med ulovlige udvækster på bagbygningerne.

 

Men selvom gaderne var trange, har lejlighedernes størrelse ikke været så forskellige fra mange andre af byens.

I 1600-tallet var det nemlig almindeligt at bygge små etværelses lejligheder, sjældent mere end 20 m2,

til de jævne familier (Paludan 1987, 86), og at flere lejligheder delte køkkenfaciliteter var heller ikke unormalt.13

 

Peder Madsens Gang blev aldrig berørt af de omfattende brande og bombardementer, som udslettede store dele af den øvrige ældre boligmasse i kvartererne i den indre by.

Området omkring gaden forblev derfor intakt, hvorimod der i de nedbrændte områder blev bygget nye boliger.

I de såkaldte ildebrandshuse voksede

lejlighedernes størrelse til to værelser.

 

Lejlighederne i forhusene havde typisk en størrelse på omkring 40 m2, hvorimod lejlighederne i baghusene var noget mindre. (Paludan 1987, 87). At byen omkring Peder Madsens Gang forandrede karakter har været en af årsagerne til, at forholdene i gaden blev oplevet så kummerlige. Pludselig stod det,

der engang var normen i kontrast til det nybyggede,

og Peder Madsens Gang pegede bagud mod en svunden fortid,

hvor riget fattedes penge.

 

På besøg i Peder Madsens Gang

Forfaldne ejendomme og små lejligheder.

Hvis man gik ind gennem porten til Peder Madsens Gang, har øjnene først skullet vænne sig til,

at der nåede mindre lys ned på gadeniveau, end det var tilfældet i Østergade.

 

Gadens i alt 17 ejendomme lå på begge sider og havde som nævnt kun godt tre meter imellem sig.

På venstre side udgjordes de første 30 meter af apotekets sidehus, efterfulgt af ejendommene nummer 3, 5 og 7 lå.

Fælles køkkenfaciliteter var også et vilkår i dele af den nyere boligmasse

til trods for forbedrede boliglove i 1856, 1871 og 1889. (Paludan 1987, 142).

 

Disse ejendomme havde alle et forhus og et baghus samt en fælles gård. I baghuset til nummer 7 lå indtil 1867 et brændevinsbrænderi,

og efter nedlæggelsen blev huset bygget om til beboelse.

 

Brændevinsbrænderier lå spredt ud over hele byen og hørte ofte sammen med et kohold, da køerne blev fodret med bærmene –

et affaldsprodukt fra fremstillingen af brændevinen. (Friis 1938, 87).

Efter brænderiets nedlæggelse bibeholdt ejeren af de 3 ejendomme,

Haslund, sit kohold, og derfor var stuen i baghuset til nummer 7 hjemsted for mellem 22 og 26 køer. (Ulrik 1871a, 3).

 

Efter de tre ejendomme lå nummer 9 med forhus, baghus og en gård imellem disse, herefter nummer 11, og på hjørnet af Pistolstræde, der som en blindtarm gik ind til venstre, lå nummer 13.14 Disse to ejendomme havde ligeledes forhus,

baghus og delte gård.

 

Gadens højre side bestod de første 44 meter af side og baghuset til Østergade nummer 20.

Herefter lå 11 ejendomme, der alle med undtagelse af to, bestod af et forhus, et baghus og egen gård. De to undtagelser var nummer 18, der kun bestod af et forhus og en baggård,

mens baghuset i nummer 20 var ganske lille og kun beboet af en enkelt familie.

 

Denne side af Peder Madsens Gang vendte ud mod hotel d’Angleterres have, hvilket for nogle af lejlighederne betød friskere luft. For ejendommene i nummer 18 og 20 betød det endvidere, at hele gården vendte ud mod haven. (Ulrik 1871 a, 5). Med undtagelse af nummer 18 havde alle ejendommene i gaden 3 eller 4 etager samt en beboet kvist. Etagerne var lave. De fleste af optegnelserne i kildematerialet viser, at størstedelen kun havde to meter til loftet,

og på en etage lå typisk 2 eller 3 lejligheder.

 

Min gennemgang af 42 af de i alt 179 lejligheder i gaden viser, at store lejligheder stort set ikke eksisterede. Med ganske få undtagelser var langt den største del af gadens lejligheder enten 1- eller 2- værelses.15 Som nævnt tidligere var fælles køkkenfaciliteter ganske almindeligt, og i Peder Madsens Gang havde ca. 40% af lejlighederne fælleskøkken, delt mellem etagens beboere. For kvistværelserne var det ofte tilfældet, at der slet ikke var nogen adgang til et køkken, hvilket for eksempel var tilfældet for Marie Andersen, da hun levede den sidste tid af sit liv på kvisten i nummer 4. En dagligdag uden adgang til køkken eller med adgang til et sparsomt indrettet fælleskøkken har selvfølgelig haft stor betydning for, hvordan man har kunnet tilrettelægge et liv.

 

Den manglende mulighed for at lave varm mad i hjemmet betød,

at man måtte spise kold mad, hovedsageligt brød med fedt.

 

Hvis der var penge til det, kunne man spise færdiglavet mad købt på gaden

eller spise ude på værtshuse, i bespisningslokaler eller hos foreninger,

der lavede mad til mindrebemidlede.

(Ross 1993, 27-56; Willerslev 1949, 108-109).

 

I nogle af de tællinger jeg har benyttet er nummer 13 talt med som hørende til Peder Madsens Gang, mens den i andre blandt andet den officielle folketælling fra 1870, er regnet som hørende til Pistolstræde. Derfor har jeg i de statistiske beregninger jeg har udarbejdet undladt at regne beboerne i nummer 13 med.

 

Det eneste eksempel på en stor lejlighed var stuelejligheden i nummer 20, med 5 værelser og køkken. I lejligheden boede værtshusholderen Hans Jensen med sin kone, parrets 4 børn samt 2 tjenestepiger. (MIV 15/1871 (LA)).

 

 

Den typiske lejlighed i Peder Madsens Gang var en 1-værelses med adgang til køkken som udgjorde lidt over halvdelen af lejlighederne.

Ingen af de lejligheder, jeg har gennemgået,

var større end 20 m2, og typisk var de mellem 11 og 14 m2.

 

Sammenlignet med de resultater, som Willerslev kommer frem til i sin omfattende undersøgelse af arbejderboliger på Christianshavn og Vesterbro, er det tydeligt, at forholdene i Peder Madsens Gang var trangere og lejlighederne mere nedslidte end det var tilfældet i de to andre områder. (Willerslev 1979, kap II og IV).

 

Udenfor lejlighederne i opgangene, i baggårdene og på svalegangene var nogle af de hyppige problemer, at vandposten var i uorden, at trappetrinene var i stykker, at trappeopgangene til kvistetagen ikke havde noget rækværk og at trævaskene der var installeret på svalegangene stank,

fordi de rådnede op.

 

I lejlighederne var det hyppigste problem, som det også fremgik af sagen om Marie Andersen, at soden fra ovnene sværtede lejlighedens vægge til, fordi der manglede skorstene og ordentlige udluftningsmuligheder. Dels blev væggene sorte og trængte til at blive hvidtede, og dels blev træet i bindingsværket fedtet af osen.

 

Andre ofte brugte kommentarer om lejlighederne var for eksempel: ”Rude mangler”, ”Gadeværelset hullet og daarligt og trænger til Reparation”, ”Kakkelovnen i Gaardsværelset faldefærdig og i Leiligheden mangler 8 Ruder i Vinduerne”, ”Loftet i Gaardsværelset er aabent og utæt mellem Brædderne paa flere steder, og det er derfor nødvendigt at det forsynes med Lister paa disse Steder.”, ”Døren til Værelset og Vinduerne kunne ikke lukkes forsvarligt”, ”Vinduesrammen i det Fag nærmest Kjøkkenet er opraadnet og utæt og trænger til at repareres.”

 

Disse bemærkninger giver et billede af lejligheder i materiel dårlig stand, og netop boligerne udgjorde det område, hvor Sundhedspolitiet gjorde det største stykke arbejde for at beskrive,

kontrollere og med loven i hånden at ændre de eksisterende forhold.

Der er mange rapporter, der beskriver de dårlige og sundhedsskadelige forhold samt overbefolkningen og dens konsekvenser, og alle gadens ejendomme var i løbet af den periode, hvorfra jeg har kildemateriale, enten i dårlig stand eller havde lejligheder, der var overbefolkede.

Overbefolkning blev defineret ud fra en beregning af luftmængden pr. beboer; en metode, der blev befæstet med tillægget til sundhedsvedtægterne af 19. marts 1870. Ifølge tillæggets §1 var en lejlighed at betegne som overbefolket, hvis der ikke var mindst 250 kubikfod (7,73 m3) luft pr. beboer,

uanset om det var voksne eller børn. Sundhedsvedtægterne gav politiet hjemmel til enten at pålægge ejeren at udbedre forholdene eller at fjerne overbefolkningen.

To sidestillede muligheder med vidt forskellige konsekvenser for beboerne i gaden, der peger på, at de ikke har haft nogen form for retssikkerhed.

Deres mening er i udgangspunktet ikke

blevet tillagt nogen betydning.

 

 

Sundhedspolitiets arbejde og definitionen af overbefolkning som sammenhængende med mængden af luft skal forstås parallelt med den generelle udvikling i synet på hygiejne og sygdom.

 

En udvikling der for alvor tog fart efter den koleraepidemi, der ramte København i sommeren 1853 og i løbet af 4 måneder kostede 4700 mennesker livet. Koleraen krævede flest ofre i de tætpakkede fattigkvarterer, men også enkelte luftige rigmandskvarterer var ramt, hvilket fik ingeniøren August Colding og kemikeren Julius Thomsen til at foretage en undersøgelse af de mulige årsagerne til koleraens udbredelse. (Lützen 1995, 63).

Ifølge Colding og Thomsens tabeller over antallet af syge fremgik det, at Peder Madsens Gang havde 202 tilfælde pr 1000 mennesker, mens gader som Holmensgade og Didrik Badskærs Gang, hvor befolkningen også boede tæt, kun havde henholdsvis 118 og 100 smittede. Colding og Thomsen slog fast, at en væsentlig årsag til den store smitteudbredelse var forhindringen af fri luftcirkulation hvorfor gader som Peder Madsens Gang, Pistolstræde og Prammandens Gang, endnu mindre end de luftige gader kunne tåle en overfyldning af mennesker.

(Colding 1853, 65).

 

Peder Madsens Gang var en af de hårdest ramte og mest overbefolkede gader, og da lægen Adolph Hannover i 1858 vurderede koleraens følger i Statistiske Undersøgelser af lægevidenskabeligt Indhold, kom han til samme konklusion og påpegede at: ”den Sletteste af alle Gader er ubetinget Peder Madsens Gang.” Mange læger mente, at lugten eller rettere uddunstningerne fra ildelugtende og forrådnede stoffer, forårsagede sygdomssmitte. (Lützen 1995, 63).

 

Det var især de epidemiske sygdomme såsom kolera og tyfus, som man mente blev overført gennem indånding af forurenet luft.

Sygdomme, der havde en sammenhæng med dårlig luft og uddunstninger, gik under det græske ord for besudling miasme, og den gruppe af læger, der arbejdede med denne teori, er af eftertiden blevet kaldt miasmatikere.16 (Bonderup 1994, 15). Sundhedsvedtægterne skal ses som resultatet af blandt andet lægernes arbejde på at få større indflydelse og flere magtbeføjelser. alt sammen med henblik på at højne det generelle sundhedsniveau gennem en forbedring af de hygiejniske foranstaltninger.

 

Ønsket om disse mere vidtrækkende beføjelser fremkom altså på baggrund af de latente sygdomsbomber, som de tætpakkede kvarterer udgjorde på grund af den dårlige hygiejne.

(Bonderup 1994, 296; Petersen og Blomquist 1996, 189).

 

Stanken fra baggårdene

 

Den dårlige luft havde mange kilder. Ned gennem gadens midte løb rendestenen. Her strømmede spildevandet fra husene, samt efterladenskaberne fra køerne i stalden i baggården til nummer 3, 5 og 7. Endvidere var baggårdene små og trange, flere af dem ikke større end 4 kvadratmeter.

Retirader

 

Her lå retiraderne.

(Red. Et sted hvor man trak sig tilbage - små skure med latrintønder = lokumsspande, se billedet herover),

 

Et eller to sæder, og hvis baggårdene var for små, blev disse placeret under bagtrappen.

Dette var tilfældet i Peder Madsens Gang nummer 6, hvis gård kun var knap 5 m2 stor,

og latrinhuset havde kun et sæde til 51 beboere. Derom bemærkede Sundhedspolitiet:

”I ethvert Fald bør Latrinhuset fjernes, og tilmed (...) indrettes til at holde 2 eller 3 Sæder.”

Endvidere blev det pålagt ejeren at opføre dette latrinhus i baghusets stue

og lade 1. salen henligge, fordi den var uegnet til beboelse.

 

Ved folketællingen i 1870 boede der dog stadig beboere i både stuen og på 1. sal,

hvorfor det må formodes, at latrinet stadig lå i gården.

 

En anden teori var, at der også fandtes sygdomme, der smittede gennem berøring, Disse havde den lægelige betegnelse contagium efter det middelalderlatinske ord for at berøre. Ifølge Bonderup herskede der en uenighed om, hvorvidt kolera overførtes contagiøst eller miasmatisk. Enkelte læger, blandt andet P.L. Panum, anså smitteårsagen som både-og. (Bonderup 1994, 64ff).

 

Ekskrementerne fra de københavnske latriner endte i latringruben. Et dertil indrettet hul under retiraderne, hvor ekskrementerne lå i flere måneder og rådnede, hvilket i øvrigt var en praksis som gjaldt for store dele af byen.17 Indholdet fra de ofte overfyldte latringruber sivede ned i jorden og inficerede kældre og brønde,

mens lugten steg til vejrs og stank i de lukkede gårdrum.

Omgivet af de 3-4 etager høje huse har baggårdene i Peder Madsens Gang været som en skorsten, hvor luften stod stille. Mange lejligheder havde vinduer ud til disse baggårde, hvor der ikke var megen cirkulation i luften.

Stanken har, ikke mindst om sommeren, været ram. Nu var det dog ikke sådan,

at det kun var Peder Madsens Gang, der havde problemer med stank.

Hele København døjede med det mangelfulde renovationssystem. Latringruberne stod og dunstede i månedsvis, og kloaksystemet stod ikke mål med udledningen af spildevand fra de mange husholdninger og industrivirksomheder, som lå midt inde i byen. (Lützen 1995, 64; Knudsen 1988, 46-48).

Selvom københavnerne i 1870 var vant til at byen stank, har spildevandet fra koholdet, husaffaldet, de mange mennesker samt den tætte bebyggelse alt sammen været elementer, der har bidraget til, at stanken i Peder Madsens Gang sikkert har været ud over det sædvanlige.

 

Gadens næringsdrivende og beboere

 

Langt den største del af lejlighederne blev brugt til beboelseslejligheder, men der var også næringsdrivende, hvis virksomhed har præget hverdagen i gangen. I 1871 lå, ifølge F. F. Ulrik, fem skænkestuer eller værtshuse.

(Ulrik 1871a, 11).

Heraf har det været muligt at lokalisere de fire, der lå i ejendommene nummer 3, 9, 14 og 20. Værtshuset i nummer 14 var ejet af Emil Elias Theodor Ferdinand Olsen, der endvidere drev et logihus i ejendommen med plads til 12 logerende, der ved folketællingen i 1870 alle på nær én var ugifte mænd mellem 21 og 73 år.

 

Det Natlige logi blev betalt dagsvis, prisen var 8 skilling,18 og de typiske kunder blev af gangens distriktslæge F. F. Ulrik beskrevet som; arbejdsmænd, tørvesjovere, hjælpere for fiskerkonerne ved stranden og lignende.

(Der gik 96 skilling, eller 6 mark, på en rigsdaler).

 

De samme mænd som må formodes at have været en god del af kundegrundlaget for beværtningen. (Ulrik 1871a, 9). Flere steder i fremstillinger om Københavns historie kan man læse om, hvordan logihuse omkring 1850 kunne være fyldte til randen, hvordan der gerne sov flere i hver seng, og hvordan den logerende endda kunne nøjes med at betale for at sove stående ved at hænge over et reb.19 Men de registrerede logihuse som dette i Peder Madsens Gang var under sundhedspolitiets kontrol, og de forskellige optællinger fra gaden tyder ikke på, at der boede flere end de 12, og at et natligt logi således betød en seng til hver.

 

I nummer 16 havde høkeren Martinus Emil Søndersøe butik i stuen. Han ejede også ejendommen og boede selv på anden salen med hustruen Agnete, parrets to børn, to tjenestepiger og en logerende. I nummer 11 boede pantelåneren Theis Dideriksen, hos hvem gadens individer kunne supplere deres indkomst, hvilket jeg senere skal vise var ganske almindeligt.

Foruden renovationssystemet med latringruberne, der blev tømt af natmænd to til fire gange om året, havde kommunen også, som følge af Sundhedskommissionens anbefalinger, indført et system, hvor ekskrementerne i stedet blev opsamlet i tønder og transporteret ud af byen to gange ugentligt, for at blive anvendt som latringødning.

 

Det var dog et system, som langt fra dækkede hele byen, og først i 1885 blev den sidste latringrube i København

nedlagt. (Lützen 1998, 90).

 

Af en intern tælling fra Sundhedspolitiet i 1865 fremgår det flere steder om lejemål, at de for en tid fungerede som værksted, for eksempel angivet med ”for tiden Smedeværksted” (Sager vedr. slette og overbefolkede boliger (LA)). Det var åbenbart ikke ualmindeligt, at en lejlighed for en tid kunne fungere som værksted for derefter atter at blive anvendt som almindelig bolig, eller at de to ting blev kombineret, hvilket ikke altid var uproblematisk.

 

For eksempel hos den 59- årige ugifte forgylder Carl Ludevig Jørgensen der boede i nummer 22 på 4. sal: Dette Værelse benyttes dels til Forgylderværksted og dels til Sovekammer, trods de mange Dunster de forskjellige Fernisser og Liimkogning afgiver i et Værelse, hvor al Mangel paa god Luft er tilstede. (Sager vedr. slette og overbefolkede boliger (LA)).

 

Dette peger endvidere på, at der har været mangfoldige årsager til stanken i gaden. Der var også andre håndværkere, der udøvede deres håndværk hjemme; i nummer 20 boede skomagermesteren Jens Rosenberg med hustruen Anna Sofie og parrets to børn. I samme hus boede en skræddermester og i nummer 8 en sadelmager.

 

Udover ovennævnte, der på den ene eller anden måde drev forretning i gaden,

var også de offentlige fruentimmere og deres bordelværter og -værtinder.

 

Der blev drevet bordel i stuen og/eller på førstesalen i nummer 6, 8, 10, 11, 12, 16 og 18

(”Fortegnelse over ...” (LA)),

og ved tællingen i 1868 boede 21 offentlige fruentimmere i gaden.

Bordellerne blev imidlertid lukket og de prostituerede fordrevet i foråret 1869.

 

Dette skete efter en skandalesag, hvor en flok børn fra gaden havde pådraget

sig syfilis efter kønslig omgang med hinanden.

 

Indvandring og mobilitet

 

Prostitution forsvandt og nye lejere kom til, hvilket F.F. Ulrik kommenterede på følgende måde:

 

Ungdommens og Børnenes skjændige Demoralisation ved de fattige Familiers inderlige Samliv med Prostitutionens Offre og deres daglige syn af dens gemene Orgier blev vel hævet, i dets Sted kom Overfyldningens og Overbefolkningens Elendighed. (Ulrik 1871a, 7).

 

De prostituerede havde som regel højest boet to i lejlighederne, men nu steg befolkningstallet markant og nåede ved folketællingen i 1870 op på 768 personer. Ved tidligere tællinger foretaget internt af Sundhedspolitiet boede der 531 personer i 1868 og 471 personer i 1869.

 

En sammenligning mellem Sundhedspolitiets optælling fra 1868 og den officielle folketælling fra 1870 viser, at udskiftningen i Peder Madsens Gang var stor. Det var reglen snarere end undtagelsen,

at der boede nye mennesker i lejlighederne.

 

De prostitueredes udflytning var én forklaring på de store forskelle i beboerantal, mens en anden ifølge F. F. Ulrik var, at sundhedspolitiet foretog sine tællinger om sommeren.

 

På den årstid boede der færre i gangen end om vinteren, hvor de officielle tællinger fandt sted. Årsagerne til denne forskel var blandt andet, at flere tog ud på landet og arbejdede om sommeren, hvorimod vintermånederne ofte bød på arbejdsmangel og dermed større behov for at indtage lejere og på denne måde få økonomisk støtte.

 

En anden årsag til stigningen i befolkning var den kontinuerlige indvandring fra land til by,

som for alvor tog fart fra midten af 1800-tallet.

Af de 768 personer, der befandt sig i Peder Madsens Gang ved den officielle folketælling i februar 1870, var 412 personer ældre end 15 år, og af disse var 53 % indvandret fra andre steder på Sjælland, fra Lolland, fra Skåne og enkelte også fra Jylland (se tabel 5 for oplysninger om fødested).

At halvdelen af gadens voksne befolkning på dette tidspunkt var mennesker født udenfor København eller Frederiksberg, giver dermed et fint billede af den generelle udvikling i København fra 1840 og frem.

 

 

Den var en by i vækst,

og tilvæksten var i høj grad udefrakommende.

København var i begyndelsen af 1800-tallet en forholdsvis lille hovedstad både hvad angikstørrelse og befolkningstal.

Først mod midten af århundredet

begyndte populationen at stige.

 

Det er kun folketællingen fra 1870, der angiver beboernes navne, mens Sundhedspolitiets fra 1868 udelukkende angiver køn, alder og beskæftigelse.

 

Dette har imidlertid været et udmærket grundlag til bedømmelse af, hvorvidt det er de samme personer, der beboer lejligheden eller ej.

Forbedrede sundhedsforhold og deraf følgende fald i dødelighed og spædbørnsdødelighed fra midten af århundredet og frem, var en anden årsag til stigende befolkningstal.

 

Fra 1840 til 1860 øgedes den Københavnske befolkning med ca. 35.000 personer, hvoraf omtrent 2/3 af stigningen skyldtes indvandring. Stigningen var dog intet imod væksten i de følgende årtier, hvor byens befolkningstal på under tredive år blev fordoblet og siden hen voksede endnu hurtigere.

 

 

Tallene fra Peder Madsens Gang og fra København generelt giver ikke megen mening i sig selv.

 

Det er sikkert, at byen voksede, men bag tallene gemmer sig en mobilitet i befolkningen, som først bliver tydelig, når man går tættere på, end det traditionelt er tilfældet med socialhistorien.

Den socialhistoriske tilgang synes at have skabt et bestemt billede der for eksempel fremkaldes af tabeller som ovenstående. Det er forestillingen om landproletariatet, der flyttede ind til byen, blev arbejdere, stiftede familie og boede i Brokvarterene. Denne forestilling om tilflytningen fra land til by er tæt knyttet sammen med industrialiseringen og fremkomsten af arbejderbevægelsen og har derfor også en tendens til at være implicit kønsspecifik og fremkalde forestillingen om den typiske tilflytter som værende en mand.

(f.eks. Mørch 1982 og Holm & Johansen 1941).

 

De kilder, jeg har benyttet, fortæller en anden historie om, hvordan befolkningen i stor stil flyttede rundt omkring i byen. Endvidere peger en del oplysninger også på, at mange flyttede tilbage på og rundt omkring i landet for at finde arbejde i perioder, hvor det var svært i København.

 

Dette gjorde sig ikke mindst gældende for de mange ugifte kvinder, der boede i eller kom til byen. Deres liv som voksne, der skulle tage vare på sig selv begyndte, ved konfirmationsalderen, hvor de kom ud at tjene.

 

For de af kvinderne, der var født udenfor Frederiksberg og København var den første plads typisk hos gårdejere i omegnen, mens det for kvinder født i Hovedstadsområdet var pladser hos både næringsdrivende eller private i København. Mange har ikke kendt til begrebet om et stabilt liv, men derimod var mobiliteten stor, og den var drevet af økonomi. Kvinderne rejste efter hvor der var arbejde at få,

for der var mange om budet, og arbejdssituationen var ikke altid nem.

 

Arbejde og løn

 

En af de vigtige pointer om kvinderne i Peder Madsens Gang er, at de arbejdede; både de ugifte og de gifte, de unge og de gamle. Men som folketællingen antyder, var det i samtiden ikke interessant officielt at vide, hvad gifte kvinder lavede. Deres arbejde blev anset som et supplement til mandens hovedindtægt.

Derfor er kildematerialet sparsomt, men i folketællingen har det været muligt at finde oplysninger om de eneforsørgende kvinder, hvilket vil sige de ugifte, de fraskilte eller separerede og enkerne Der er 83 eneforsørgende kvinder i folketællingen, for hvem deres beskæftigelse er angivet.

 

Af disse kvinder oplyste 12, at de var tjenestepiger (heraf fire hos familier i Peder Madsens Gang), 23 at de ernærede sig ved vask og rengøring, tolv at de beskæftigede sig med syning og håndarbejde, samt syv kvinder at de arbejdede på fabrik. Derudover angav seks kvinder, at de havde forskelligt arbejde.

 

Den kategori kunne selvfølgelig dække over flere ting, men det må formodes, at kvinderne har haft forskelligt arbejde fra dag til dag. De kan dermed have kombineret forskellig slags beskæftigelse, for eksempel har de måske både vasket og syet, hvilket af folketællingsnotaren er blevet skrevet ned som forskelligt arbejde. Endvidere var der ni kvinder, som alle på nær en var enker, og angav at være pensionister,

modtage almisse eller at de ”har Steder at gaa paa.”

 

Den sidste kategori bestod af tretten kvinder, der solgte på gaden. En stor del af gadesalget fandt sted på byens pladser og de store befærdede gader, og i sin bog med minder fra Grønnegadekvarteret beretter forfatteren Carl C. Christensen, at der i Grønnegade og de omkringliggende gader gik, navnlig Koner med Trækkevogne, hvorpaa der stod Kasser med røgede Sild. Som oftest havde de fast Stade udenfor bestemte Ejendomme, og her foregik der livlig Forretning til sent ud paa Aftenen, ligesom Butikkerne var meget længe aabne. (Christensen 1922, 15).

 

Sælgekvinderne i Peder Madsens Gang var mellem 29 og 69 år gamle, en enkelt gift, ellers

halvdelen ugifte og halvdelen enker, alle med hjemmeboende børn. Hvad de præcist handlede med står kun angivet ved kødhandlerske Kristine Fredriksen og frugthandlerske Maren Viberg.

Kristine var 39 år, ugift og logerede med to arbejdsmænd, hos den svenske enke Sophie Carlson og hendes 5-årige datter på anden sal i nr. 18. Maren boede på tredje sal i nr. 6 og havde været gift, men var i en alder af 38 år blevet enke og boede alene med sine tre børn på 8, 11 og 13 år.

 

I en artikel i Illustreret Tidende den 30. marts 1873 om det København, der forsvinder, skrev redaktionssekretæren Edgar Collin blandt andet om fænomenet gadesalg i Peder Madsens Gang:

Hver Morgen tidlig give de ambulerende Sælgekjerlinger Møde med deres Kurv paa Armen og laane af en menneskekjærlig Sjæl en Rigsdaler til Driftsccapital. For denne Daler kjøbes der da Fisk, Frugt, eller hvad Andet Aarstiden og Conjuncturerne opmuntre til, og saa begynder Salget paa Gader og Stræder.

At kalde udlåneren for menneskekærlig var selvfølgelig en sarkasme, for pengene skulle betales tilbage om aftenen med 15% renter oveni. Artiklen var skrevet i en polemisk tone ud fra en bestemt holdning om stedet, men fænomenet har Collin nok ikke selv opfundet.

 

De eneforsørgende kvinder måtte selv tjene penge, men også de gifte kvinder arbejdede, fordi indtægten fra deres oftest ufaglærte mænd ikke rakte til at dække familiens udgifter. Af de 192 mænd, der på folketællingsdagen angav deres beskæftigelse, var 56% arbejdsmænd. Ufaglærte og oftest uden fast ansættelse måtte de tage arbejde, hvor det var at få. Nogle som daglejere, mens andre måske var ansat på en fabrik eller i en mindre produktionsvirksomhed, hvor de for eksempel kunne gå til hånde. Skomagerfaget var det mest udbredte håndværk blandt mændene i gaden og blev udøvet af 8 % af alle mænd, mens ca. 25% havde andet håndværk som beskæftigelse – enten som svende eller lærlinge.

De mest almindelige håndværk udover skomagerfaget var smede, snedkere, tømrere og murere.

 

Siden næringslovens ophævelse i 1857, og måske allerede inden, havde den frie liberalisme hersket, og arbejderbevægelsen var endnu ikke ordentlig organiseret. Arbejdsforholdene var derfor usikre, og ansættelserne ofte præget af ustabilitet, ikke mindst fordi mange af dem var sæsonbetonede. Der var sjældent beskæftigelse hele året rundt, hverken for arbejdsmænd eller for håndværkere. For eksempel var skomagerfaget i krise i disse årtier på grund af for mange arbejdere og for lave priser. (Nørregaard 1943, 84). Og en tømrer- eller murersvend, af hvilke der i alt boede 8 i gaden, kunne højst regne med at have arbejde ni af årets måneder. (Hansen 1974, 19-20).

Årene omkring 1872 var præget af en del uro og strejker.

 

De udsprang af arbejdernes utilfredshed over lønforhold og længden af arbejdsdagen, der typisk var på mellem 12 og 14 timer, 6 dage om ugen. (Hansen 1974, 20). Indenrigsministeriet foranstaltede derfor en stor undersøgelse af arbejderfamiliers levevilkår, der blev offentliggjort under navet Oplysninger om Arbejdernes økonomiske Vilkaar i Kongeriget Damark i Aaret 1872. (Willerslev 1949, 99).

 

Undersøgelsen var udarbejdet på baggrund af skemaer uddelt på forskellige arbejdspladser,

som stillede en række spørgsmål om arbejdernes forhold, hvoraf nogle omhandlede

husstandenes udgifter. Der kom 129 besvarelser på Indenrigsministeriets undersøgelse, hvoraf 19 besvarelser fra medlemmer af Dansk Arbejderforening (oprettet i 1871) var særligt udførlige. (Willerslev 1949, 100). De angav både oplysninger om arbejdernes indtægter og udgifter, og det fremgik at tolv af arbejderne tjente

mellem 177 og 200 ører og syv tjente mellem 200 og 211 øre.

(Willerslev 1949, 102).

 

Disse arbejdere var endda fastansatte hele året og dermed velstillede, hvilket ikke har været tilfældet med arbejderne i Peder Madsens Gang. (Willerslev 1949, 105).

 

Deres lønninger har sandsynligvis ligget tættere på den som Gl. Carlsberg og Københavns

Kommune betalte sine arbejdsmænd, der fik 150 ører. (Hansen 1974, 19-29). Hvis der regnes med, at lønnen for de ufaglærte arbejdsmænd i Peder Madsens Gang var omkring 150 ører, og at de arbejdede ca. 10 timer om dagen eksklusiv frokostpause, som de selv betalte, bliver det en ugeløn på 9 kr., og en årsindtægt på ca. 450 kr. eller 225 rd. En forestilling om lønnen, der måske er i underkanten, men omvendt passer godt med de overvejelser Willerslev gør sig. (Willerslev 1949, 107).

Det samme beløb kom Holm & Johansen frem til i deres værk om det københavnske bysamfund og kommunens økonomi fra 1840-1940. (Holm & Johansen 1941, 150).

 

Kvinders løn er ligesom deres beskæftigelse et kildefattigt område, og det er svært

overhovedet at sige noget. (Possing 1980, 36). En lille del af ovennævnte undersøgelse

omhandlede imidlertid den daglige arbejdsløn for 100 kvinder, som var udvalgt blandt 1007.25 Af opgørelsen fremgår det, at den lavest betalte kvinde tjente 1 mark og 6 skilling (ca. 55 øre) mens den bedst betalte tjente 1 rd. og 2 mark (ca. 2 kr. og 66 øre). Men 70 af kvinderne tjente tre mark eller mindre hvilket svarer til 1 kr. og derunder. (Hansen 1974, 18).

 

Til sammenligning med dette har Possing undersøgt lønninger til kvinder, der arbejdede i

industrien. Her udgjorde kvindernes løn i 1860’erne 35% af svendenes og 54% af

arbejdsmændenes. (Possing 1980, 36). Endvidere viser de oplysninger, der findes om kvinders indtjening, at den var meget forskellig, selv for kvinder der varetog den samme funktion på den sammen arbejdsplads. (Possing 1880, 39). Dette bekræftes af historikeren Georg Nørregaard, der blandt andet baserer sine tal på statistiske værker udgivet af Københavns Kommune, samt Marcus Rubin, der var nationaløkonom og iværksatte mange undersøgelser af lønforhold fra 1880’erne og frem.

 

Her ses det, at kvinders løn var væsentlig lavere end mænds og at forskellen mellem lønningerne faktisk blev større helt frem til slutningen af 1800-tallet. Først da begyndte arbejderklassens kamp for bedre lønforhold også at inddrage kvinder, og de blev selv organiserede og mere aktive. (Nørregaard 1943, 507).

 

Afslutning

 

Dette kapitel har givet en kort version af Peder Madsens Gangs historie fra Christian den 4.s tid til ombygningen fra 1873-76. På baggrund af kildemateriale, der hovedsageligt var skabt af Sundhedspolitiet, blev de materielle forhold i gaden undersøgt. Lejlighederne var nedslidte og små, men på trods af størrelsen beboet af mange mennesker, hvorfor de ofte blev defineret som overbefolkede. Overbefolkningen blev, særligt efter koleraepidemien i 1857, anset som en stor trussel mod den almene sundhed hos byens befolkning, og myndighederne førte derfor omfattende kontrol med gaden.

 

Mobiliteten i befolkningen var stor og det samme gjaldt derfor udskiftningen i gadens

beboere. Der boede forskellige næringsdrivende og håndværkere, men størstedelen af

befolkningen var lønarbejdere, hvilket for kvindernes vedkommende ofte betød en kombination af forskellig beskæftigelse. For begge køn gjaldt det, at de som ufaglærte måttet tage det arbejde, der var at få, selvom lønnen var ussel. Endvidere har det været nødvendigt med en opfindsom tilgang til livet,

men selv da har det været svært at få pengene til at række.

 

I sit store værk om arbejderforhold skriver Edvard Nørregaard, at man med rette kan påstå,

at fattighjælpen var en del af arbejdslønnen i 1860’erne. (Nørregaard 1943, 84).

 

Mette Mortensen skriver:

Næste kapitel vil bringe læseren tættere på en forståelse

af betydningen af fattigdom for kvinderne i Peder Madsens Gang.

 

Hvis du vil læse denne spændende unikke beskrivelse i sin helhed (116 sider)

KLIK HER

 

Det var Uddrag af

Kvindeliv i Peder Madsens Gang

af

Mette Mortensen.

 

Redaktøren skriver:

Jeg har ikke fået tilladelse til at gengive denne afhandling, men da den forefindes andre steder på Internettet, forventer jeg ikke, at det kan give problemer.

 

 

 

 

 

Erik Sabinsky.

4. marts 2013

erik@sabinsky.dk

INDHOLDSFORTEGNELSE

VELKOMMEN

TIL

www.sabinsky.dk

INDHOLDSFORTEGNELSE

se herunder

Indholdsfortegnelse i skemaform klik HER

Hjemmesidens

forside

Klik på huset

 

 

Side nr. 1

 

 

 

 

På denne side kan du se familiens

SLÆGTSBOG

version 11.

Klik HER

Side nr. 2

 

 

 

 

På denne side er

vores slægtsbog

i rå tekst og med noder

version 11

Klik HER

Side nr. 3

 

 

 

 

På denne side er

oplysninger om familien

i rækkeformat ud fra slægtsbog

version 11.

Klik HER

Side nr. 4

 

 

 

 

Generation 1-6

1700 til og med 1883.

Data fra slægtsbog v. 11

med familiebilleder

Klik HER

Side nr. 5

 

 

 

 

Generation 7-8

1900 til og med 1950

Data fra slægtsbog v. 11

med familiebilleder

Klik HER

Side nr. 6

 

 

 

 

Generation 9

1954 til og med 1966

Data fra slægtsbog v. 11

med familiebilleder

Klik HER

Side nr. 7

 

 

 

 

Generation 10-11

1993 til og med 2015

Data fra slægtsbog v. 11

med familiebilleder

Klik HER

Side nr. 8

 

 

 

 

Anton

Sabinskys

lille noteshæfte

fra 1943, der beskriver

dele af familien.

Klik HER

Side nr. 9

 

 

 

 

Slægtsforsker

Ebbe Møller Jensen

SLÆGTSBOG

Version 11.

af 14. november 2017.

Klik HER

Side nr. 10

 

 

 

 

 

Flere beskrivelser af familie

Sabinsky slægtsforhold

Klik HER

Side nr. 11

 

 

 

 

 

Hvornår er vi kommet til Danmark og hvor i verden kommer vi fra?

Klik HER

Side nr. 12

 

 

 

 

 

 

Sådan finder du et familiemedlem på www.sabinsky.dk

Klik HER

Side nr. 13

 

 

 

 

EFTERLYSNINGER

Se siden hvor vi efterlyser oplysninger om personer

i vores familien

Klik HER

Side nr. 14

 

 

 

 

Her på denne side, kan du se de skemaer der bliver anvendt når vi holder træf

Klik HER

Side nr. 15

 

 

 

 

 

Dette er side hvor du kan læse om Sabinsky-klubben

*sabinsky.dk*

Klik HER

Side nr. 16

 

 

 

 

 

Dette er siden hvor du kan læse regnskaberne for

Sabinsky-klubben

*sabinsky.dk*

Klik HER

Side nr. 20

 

 

 

 

Læs om

Dorothea Maria Sabinskys

forunderlige liv.

Klik HER

Side nr. 21

 

 

 

 

 

Digt af

Emil Aarestrup

Klik HER

Side nr. 22

 

 

 

 

 

Efterkommere af

Julius Heinrich Sabinsky

Klik HER

Side nr. 23

 

 

 

 

 

 

 

Læs om

Julius Heinrich Sabinsky

medaljer

Klik HER

Side nr. 24

 

 

 

 

 

 

Efterkommere

efter

Viggo Frits Louis Sabinsky

Klik HER

Side nr. 25

 

 

 

 

 

 

Det vi ved om Violinist Walter Emanuel August Bevensee

(senere Sabinsky)

Klik HER

Side nr. 26

 

 

 

 

 

Her er de oplysninger vi har om Major

Niels Juel WILLY Sabinsky

Klik HER

Side nr. 27

 

 

 

 

 

 

*Guvernørens Datter*

Kan denne film have noget med familien at gøre?

Klik HER.

Side nr. 28

 

 

 

Telegram til

Gesandt Sabinsky

Klik HER

Side nr. 29

 

 

 

 

 

Oplysninger om

Frode Egede Erkardt

Klik HER

Side nr. 30

 

 

 

 

 

Se hvad vi ved om

Christian Thorvald Sabinsky

Klik HER

Side nr. 31

 

 

 

 

 

Se hvad vi ved om

Carl Christian Sabinsky

Klik HER

Side nr. 40

 

 

 

 

Læs hvad

Gitte Sabinsky

skriver om familien

Klik HER

Side nr. 41

 

 

 

 

Læs hvad

Lillian Møller Sabinsky

skriver om familien

Klik HER

Side nr. 43

 

 

 

 

Læs hvad

Erling Stær Sabinsky

skriver om familien

Klik HER

Side nr 44

 

 

 

 

Familiebeskrivelser af

Helen Sabinsky

Klik HER

Side nr 45

 

 

 

 

Familiebilleder og familiebeskrivelser,

af Bente Korngaard Nielsen

Klik HER

Side nr 46

 

 

 

 

Familiebilleder og familiebeskrivelser,

af Else Birkeskov Christensen

Klik HER

Side nr 47

 

 

 

 

Familiebilleder og familiebeskrivelser,

modtaget fra

René Sabinsky

Klik HER

Side nr 48

 

 

 

 

Se hvad

Margit Ellinor Christensen

skriver om familien

Klik HER

Side nr. 49

 

 

 

 

 

Læs hvad

Johnny Johnsen

skriver om familien

Klik HER

Side nr. 50

 

 

 

 

 

Læs hvad

Mogens Kai Sabinsky

skriver om familien

Klik HER

Side nr. 51

 

 

 

 

Læs hvad

Annie Pallesen-Brown

skriver om familien

Klik HER

Side nr. 52

 

 

 

 

 

Se hvad

Bent Christensen

skriver om vores efternavn

Sabinsky

Klik HER

Side nr. 53

 

 

 

 

 

Se hvad

Susanne Faxe

skriver om familien

Klik HER

Side nr. 54

 

 

 

 

 

Se hvad

Else Hansen

skriver om familien Sabinsky

Klik HER

Side nr. 55

 

 

 

 

 

Se hvad

Annelise Husher

skriver om familien Sabinsky

Klik HER

Side nr. 56

 

 

 

 

 

 

Se hvad

Alice Sabinsky

skriver om familien Sabinsky

Klik HER

Side nr. 68

 

 

 

 

 

Михась Сабинский

Mihas Sabinsky.

Se hvad han skriver om vores

efternavn.

Klik HER

Side nr. 69

 

 

 

 

 

Valerio Sabinskys side.

Lidt om familien.

De kom oprindelig

fra Polen.

Klik HER

Side nr. 70

 

 

 

 

 

Sigizmund Sabinskys

brev til familien i Polen

Klik HER

Side nr. 71

 

 

 

 

1. afsnit af 4.

Erik Sabinsky

beskriver familien.

Se også side 72,- 73 og 74

Klik HER

Side nr. 72

 

 

 

 

2. afsnit af 4.

Erik Sabinsky

beskriver familien.

Se også side 71,- 73 og 74

Klik HER

Side nr. 73

 

 

 

 

3. afsnit af 4.

Erik Sabinsky

beskriver af familien.

Se også side 71,- 72 og 74

Klik HER

Side nr. 74

 

 

 

 

4. afsnit af 4.

Erik Sabinsky

beskriver familien.

Se også side 71,- 72 og 73

Klik HER

Side nr. 80

 

 

 

 

Informationer om Nyboder i København og information om vores forfædre der har boet i Nyboder.

Klik HER

Side nr. 81

 

 

 

 

 

Personer der har boet eller arbejdet i Adelgade, København

Klik HER

Side nr. 82

 

 

 

 

 

Peder Madsens Gang

i indre by

Klik HER

Side nr. 83

 

 

 

 

Sabinsky

Isenkræmmerforretninger

i

København

Klik HER

Side nr. 84

 

 

 

 

Folketælling

PolitietsRegisterblade

og

Politiets Mandtaller

Klik HER

Side nr. 89

 

 

 

 

 

På denne side er en linksamling med links i forbindelse med slægtsforskning

Klik HER

Side nr. 90

 

 

 

 

Her er de informationer

vi har om Krakow i Polen

Klik HER

Side nr. 91

 

 

 

 

Det vi ved om

"Sabinsky Kirken"

Konstantino-Sabinsky Church

historie

Klik HER

Side nr. 92

 

 

 

 

Læs de oplysninger

vi har om kommunen Sabinsky

i Rusland

Klik HER

Side nr. 93

 

 

 

 

Læs om

Sabinsky Musset i

Rusland

Klik HER

Side nr. 94

 

 

 

 

Læs om

Sabinsky bogen

30. juni 2007

Klik HER

Side nr. 97

 

 

 

 

Læs om Polens

historie

Klik HER

Side nr. 98

 

 

 

 

 

Se hvad sprogforsker

Michael Lerche Nielsen

skriver om efternavnet Sabinsky

Klik HER

Side nr. 100

 

 

 

 

 

SABINSKY TRÆF

på Hundige Kro

2009

Klik HER

Side nr. 101

 

 

 

 

Vi besøger

Bente og Jørgen

Læs om

SABINSKY TRÆF

2010

Klik HER

Side nr. 102

 

 

 

 

Vi besøger Nyboder

Læs om

SABINSKY TRÆF

2011

Klik HER

Side nr. 103

 

 

 

 

Den Sorte Diamant

Læs om

SABINSKY TRÆF

2012

Klik HER

Side nr. 104

 

 

 

 

Sankt Pauls Kirke

Læs om

SABINSKY TRÆF

2013

Klik HER

Side nr. 105

 

 

 

 

Sankt Petri Kirke

Læs om

SABINSKY TRÆF

2015

Klik HER

Side nr. 106

 

 

 

 

Vor Frue Kirke

Læs om

SABINSKY TRÆF

2017

Klik HER

Side nr. 110

 

 

 

 

Læs om familier med

efternavnet Sabinsky

rundt om i verden

Klik HER

Side nr. 111

 

 

 

 

På denne side kan du læse om familierne i Tyskland, med efternavnet SABINSKY.

Klik HER

Side nr. 112

 

 

 

WHITE PAGE

Se hvor mange

Sabinskyér der bor i USA

Klik HER

Side nr. 120

 

 

 

 

Telefonbøgerne fra KTAS. Perioden 1895 til og med 1965.

Klik HER

Side nr. 121

 

 

 

 

Se hvad Datatilsynet skriver i forbindelse med slægtsforskning

Klik HER

Side nr. 122

 

 

 

 

Familien har i gennem flere år efterlyst en lille notits i Statstidende

Klik HER

Side nr. 125

 

 

 

 

 

Statistik for vores hjemmeside

www.sabinsky.dk

Klik HER

Side nr. 130

 

 

 

 

Familieilleder der blev scannet på Sabinsky træffet 2009

Klik HER

Side nr. 131

 

 

 

 

 

Familiebilleder

af familien

Sabinsky

Klik HER

Side nr. 132

 

 

 

 

 

Dette er side hvor familiebillederne med gule navneskilte er placeret

Klik HER

Side nr. 150

 

 

 

 

 

Sankt Pauls Kirke

Se familiens kirkelige

handlinger

Klik HER

Side nr. 151

 

 

 

 

Sankt Petri Kirke

Se familiens kirkelige

handlinger

Klik HER

Side nr. 152

 

 

 

 

Vor Frue Kirke

Se familiens kirkelige

handlinger

Klik HER

Side nr. 153

 

 

 

 

Christians Kirke

Her kommer

familiens kirkelige

handlinger

Klik HER

Side nr. 200

 

 

 

Indholdsfortegnelse

i Skemaform

Klik HER

 

 

 

 

 

 

Side nr. ??

Denne side kunne

blive din side.

Har du noget om

familien, så skriv til

erik@sabinsky.dk

Klik HER

Redaktør af denne hjemmeside:

Erik Bech Sabinsky

Mail: erik@sabinsky.dk

Hjemmesideejer:

René Sabinsky

Mail: rene@sabinsky.dk

Sabinsky

har også en side på Facebook.

Klik på ikonet herunder